Mit navn er Tanja Tofthøj, og jeg står bag A Better Life.

Jeg tror på, at kroppen rummer mere værdi og flere signaler, end vi ofte giver den plads til i en travl hverdag – og at større trivsel kan opstå, når vi bliver bedre til at lytte til det, vi mærker.

Vi søger ofte svar udenfor os selv, selvom vi måske allerede rummer mere retning, styrke og viden, end vi tror.

For mere end 18 år siden begyndte min egen krop at sige fra.

Stress viste sig som spændinger, vejrtrækningsbesvær, allergi, manglende overskud og følelsen af at have mistet kontakten til mig selv.

Det blev starten på en forandring, jeg ikke troede var mulig – og en oplevelse af, at større forståelse for kroppen kan skabe mere ro, trivsel og en stærkere kontakt til sig selv.

I dag bygger mit arbejde på mange års fordybelse i sammenhængen mellem krop, trivsel, stress og menneskelig udvikling – kombineret med uddannelser, 28 års erfaring fra sundhedsvæsenet og mødet med mange mennesker gennem behandlinger og forløb.

Jeg glæder mig til at møde dig.

Stoler vi mere på vores ure end på os selv?

Du vågner.

Hvordan har du sovet?

Du mærker efter.

Egentlig okay.

Så kigger du på dit ur.

Søvn: 62

Stress: forhøjet

Restitution: lav

… og pludselig stoler du mere på skærmen end på dig selv.

Jeg ser det oftere og oftere.

Ikke kun med ure.

Men med apps. Data. AI. Målinger.

Vi spørger om alt.

Hvor meget skal jeg sove?

Hvornår skal jeg hvile?

Hvordan har jeg det?

Er jeg stresset?

Har jeg gjort nok?

Og jeg bliver nysgerrig.

Er vi i gang med at miste tilliden til det, vi selv mærker?

For noget er sket.

Vi hviler ikke længere.

Vi restituerer.

Vi holder ikke pause.

Vi optimerer.

Vi passer ikke bare på os selv.

Vi forsøger at gøre det rigtigt.

Selv ro er blevet en præstation.

Og måske er noget af den moderne stress ikke kun, at vi gør for meget.

Måske er det, at vi hele tiden måler, vurderer og forsøger at forbedre os selv.

Men kroppen fungerer ikke sådan.

Den sender ikke notifikationer.

Den sender signaler.

Og nogle gange tænker jeg:

Hvis dit ur sagde, at du var stresset – men din krop sagde noget andet…

Hvem ville du så tro på?

Hvem vil du helst gøre ked af det....

EN PERSON, ved at fortælle, hvordan du har det og hvad du føler?

eller

DIG SELV, ved IKKE at fortælle, hvordan du har det og hvad du føler?

LÆS det lige en gang til og tænk så over, hvad der sker i dig, når du ikke er tro mod dig selv.

Alt for ofte undlader vi at sætte ord på de følelser og tanker, vi går med, af frygt for at såre andre.

Vi vil hellere gå og have ondt i maven, ikke kunne sove om natten, være utilfredse og energiforladte end at sætte ord på, hvordan vi virkelig har det

HVORFOR TØR VI IKKE STÅ VED OS SELV?

- Frygt for ikke at blive forstået.

- Frygt for andres reaktioner.

- Frygt for at miste tilknytning.

- Frygt for ikke at blive elsket, som den vi er.

Underligt nok frygter vi ikke det ubehag, der opstår inde i os ved at holde ord og følelser tilbage... Måske fordi vi al for længe har holdt ord og følelser tilbage, og tilstanden indeni er blevet det normale for os. Eller også har vi lukket af for vores krop og ikke længere kan mærke ubehaget.

KROPSTERAPI KOMBINERET MED NÆRVÆRENDE SAMTALER

Kropsterapi åbner op for kroppen, bevidstgøre dine tanker og giver følelserne plads. Ved at genskabe kontakten mellem krop og sind vil du opleve, at du stille og roligt vil kunne mærke, hvad der er rigtigt for dig og turde åbne op for tanker og følelser.

Du vil ikke længere være bange for at blive misforstået, fordi du nu forstår dig selv.

Du vil ikke længere være bange for andres reaktioner, fordi du nu taler rent fra hjertet.

Du vil ikke længere være bange for at miste tilknytning til andre, da du nu er tæt knyttet til dig selv.

Du vil ikke længere være bange for ikke at blive elsket, da du nu ved, at den største kærlighed er i dig, og du ikke længere behøver at søge den hos andre for at føle dig elsket.

Vi tror ofte, at vi får ro indeni ved at skabe orden udenom os.

At der skal være ryddet op.

Styr på kalenderen.

Kontrol over opgaverne.

En plan.

En lige vej frem.

Først dér må vi trække vejret.

Jeg kom til at tænke på mine oplevelser i Østen

Trafikken så fuldstændig kaotisk ud med mine danske øjne. Ingen tydelige regler. Ingen lige linjer. Ingen der ventede på det perfekte hul i trafikken.

Alle bevægede sig.

Flettede ind.

Tilpassede sig.

Gav plads.

Det virkede uoverskueligt — indtil jeg opdagede noget.

Man kommer ikke over vejen ved at vente på fuld kontrol.

Man trækker vejret

Mærker.

Begynder at gå.

Snoner sig lidt.

Justerer undervejs.

Og pludselig står man på den anden side.

Det fik mig til at tænke…

Hvad nu hvis vi herhjemme ikke altid behøvede at sætte farten op og kontrollere os frem til trivsel?

Hvad nu hvis der var flere veje gennem livet end den lige?

Hvad nu hvis vi satte tempoet ned.

Gav mere plads.

Stolede lidt mere på, at vi kan finde vej undervejs.

Hvad ville det gøre ved stress?

Ved mistrivsel?

Ved kontakten til kroppen?

Ved kontakten til hinanden?

Måske er ro ikke noget, vi skaber ved at kontrollere mere.

Måske opstår den, når vi tør bevæge os uden at kende hele vejen.